Gå til indhold

Helhedsplanen er af nogle blevet kritiseret for at være dårlig for miljøet. Derfor besluttede VA at få udarbejdet en såkaldt LCA-analyse, der sammenligner den planlagte renovering med et scenarie, hvor man river Galgebakkens huse ned, for i stedet at bygge nye.

Rapporten blev i første omgang fejltolket, bl.a. i Albertslundposten, så det så ud som om, det var meget bedre for miljøet at renovere end tallene faktisk viste. Ved nærmere eftersyn har det efterfølgende vist sig, at en genopbygning og renovering er tættere på hinanden i bæredygtighed. 

Det er dog fortsat rapportens konklusion, at det her og nu er det bedste for miljøet at renovere. Der skal nedbrydes mindre af det eksisterende byggeri og bruges markant færre byggematerialer til genopførelse, hvilket samlet forurener mindre.

Et nybyggeri af Galgebakken vil først efter rigtigt mange år være bedre for miljøet end en renovering: For A-boligerne, der har det største varmeforbrug, vil gå ca. 34 år før den reducerede CO2 udledning, der vil være til opvarmning af et bedre isoleret nybyggeri, opvejer den store ekstra CO2 udledning, en nedrivning og genopførelse vil medføre. For Galgebakkens rækkehuse viser resultaterne, at der ikke er nogen miljømæssig gevinst ved at bygge nyt i de første 50 år. Samlet for A, B og C boliger skal der gå ca. 42 år, før besparelsen indtræffer. Det er rigtigt mange år ud i fremtiden, og mange af byggematerialerne vil trænge til udskiftning inden da.

Økonomi er også en vigtig faktor
Bæredygtighed er dog ikke det eneste, der afgør hvilken løsning, der kan gennemføres i Galgebakken. En anden vigtig faktor er økonomien. 

Da gårdhusene i Albertslund Syd skulle renoveres, blev nedrivning til soklen og genopførsel udbudt sammen med en renoveringsløsning. Her viste det sig, at en genopbygning ville fordyre helhedsplanen med 20%. 

Hvis man overfører den erfaring til Galgebakken, vil det betyde, at selvom man investerede den samlede ekstra varmebesparelse, på omkring 50 mio. kr, som man ville få, hvis man rev Galgebakken ned og byggede nye bedre isolerede huse i stedet for at gennemføre den planlagte renovering, så ville det stadig ikke være nok til at dække den merudgift, der ville være ved at rive ned og bygge nyt. 

Og da Landsbyggefonden har meddelt, at de allerede yder den maksimale støtte, der kan ydes til projektet, vil en nedrivning og genopførsel betyde, at den samlede husleje i Galgebakken ville stige endnu mere end planlagt, og det er VA ikke umiddelbart indstillet på at acceptere.

Separator icon