Spørgsmål og svar fra infomøde om D2-boliger
På informationsmødet om D2-boliger den 27. september 2020 blev der stillet en række spørgsmål fra de fremmødte beboere til BO-VEST, rådgiveren NOVA5 arkitekter og Marianne Levinsen Landskabsarkitekter.
Her kan du læse alle spørgsmålene med tilhørende svar. Der tages forbehold for ændringer i projektet, og visse svar vil kunne ændre sig i takt med, at projektet forandres.
Boligernes indretning
Hvorfor bliver boligerne igen bygget sammen, så de kun har lys-indfald i den ene side, når det var en af problemerne ved det gamle byggeri?
Det skyldes, at det betragtes som en renovering, når boligerne bliver opført på den samme sokkel. Hvis de skulle opføres på en anden placering, vil det blive kategoriseret som nybyggeri. Byggeri af nye boliger kan ikke på samme måde føres ind i en helhedsplan og vil kræve nogle helt andre godkendelser. Samtidig er der blevet arbejdet meget med at sikre et godt lys-indfald i boligerne på andre måder. Der er sikret lys fra både gavl og fra siden. Dertil er der indarbejdet stort ovenlys. Det vurderes at være en tilstrækkelig løsning i forhold til at sikre dagslys i boligerne.
Hvor er D2-boligernes udvendige friareal placeret, og hvor stort er det?
D2-boligerne har eget udvendigt friareal på ca. 2x2 meter foran hver bolig. Det kan dog ikke lade sig gøre for D2 boligerne i Galgebakken Øster 7.
Hvilken vej vender vinduet i soveværelset i D2-boligerne?
Det vender ud mod gavlen.
Hvilke vinduer vender ud mod stien/strædet i D2-boligerne?
Hoveddøren og stuevinduet.
Kommer der køkkenvindue i D2-boligerne?
Der er et køkkenvindue i D2 boligerne i Skrænt.
Hvad er højden fra gadeniveau og ind i D2-boligen?
Grundet tilgængelighedskrav er denne max 2,5 cm.
Kan D2-boligerne komme til at se anderledes ud, end de gør i det nuværende materiale?
Der kan stadig laves justeringer, men det bliver ikke nogle store radikale ændringer.
Boligernes placering
Det virker ikke så hensigtsmæssigt, at D2-boligerne ligger lige op ad ungdomsboligerne. Er der mulighed for, at ungdomsboligerne og boligerne med øget tilgængelighed ikke placeres lige ved siden af hinanden?
Alle D-boliger i Øster foreslås ombygget. Derfor er det kun i Skrænt, at D2-boligerne vil blive beliggende op ad de almindelige D-boliger. D-boligerne ligger allerede tæt på A-boligerne i Skrænt 2.
Kommer der en afstemning mere om de endelige D2-boliger og deres placering?
Hvis der bliver foretaget mindre justeringer på indretningen af boligerne, vil det ske i samarbejde med HPU. Placeringen af de boliger, der ombygges, kan ikke ændres uden en ny beboermødebeslutning.
I afstemningsmaterialet er boligerne placeret i Øster og i Skrænt. Stemmer man også ja til boligernes placering, eller kan placeringen ændres efterfølgende?
Placeringen fastlægges med beslutningen. Hvis der skal være en anden placering eller flere D2-boliger, vil det kræve en ny beboerbeslutning.
Husleje
Hvis man stemmer ja til sammenlægningen af boligerne, betyder det så også, at man har stemt ja til de 17 % i huslejestigning for resten af helhedsplanen?
Når man stemmer ja, siger man ja til, at vi kan nedlægge boligerne. Man stemmer ikke ja til en huslejestigning. Huslejestigningen bliver der først stemt om ved Skema B. Det eneste man stemmer om nu, er nedlæggelsen af 32 D-boliger med henblik på omdannelse til D2-boliger. Huslejestigningen skal der først stemmes om, når der er gennemført entrepriseudbud.
Hvilken betydning vil det få for huslejen, hvis man opfører et lavere antal boliger i Øster?
Det vil vi undersøge nærmere, men hvis bygningernes samlede areal bliver reduceret, vil det blive opfattet som en nedrivning. Hvis der skal være et lavere antal boliger, vil det altså betyde, at der skal søges om en nedrivningstilladelse i Transport- og Boligministeriet.
Vil de mennesker, som forventes at kunne bo i D2-boligerne, have råd til at betale huslejen?
Det kan være svært at afgøre, hvilken økonomi folk har til rådighed. Boligen henvender sig til ældre og beboere med nedsat førlighed. Nogle af de hårdest økonomisk trængte vil formentlig være folkepensionister eller førtidspensionister.
Pension fastsættes individuelt. Folkepension udgør 6.419 kr. / måned i grundbeløb. Enlige kan modtage et pensionstillæg på op til 7.122 kr. / måned, hvis man ikke har en privat pensionsopsparing eller en lille pensionsopsparing. I alt op til 13.541 kr. / måned. Folkepensionister kan modtage boligstøtte op til 65 m2. Boligerne bliver ca. 62 m2. Folkepensionister med fuld boligstøtte vil kunne modtage op til 4.134 kr. / måned i boligstøtte i år 2020. Det vurderes således muligt for en folkepensionist at finde økonomi til at bo i boligen.
Enlige førtidspensionister kan modtage en ydelse på 19.092 kr. / måned. Dertil kan der søges om boligstøtte. Det vurdere således muligt for en førtidspensionist at bebo boligen.
Det bør bemærkes at boligen ikke får en højere husleje pr. m2 end øvrige boliger i Galgebakken.
Huslejestigningen på 17 % i forbindelse med helhedsplanen er uden de almindelige huslejestigninger. Hvor meget vil den samlede huslejestigning være, hvis de almindelige huslejestigninger medregnes?
Det kommer an på hvilke driftsomkostninger og tiltag, der bliver prioriteret i afdelingen. Hvis der kommer en huslejestigning, som del af afdelingens almindelige driftsbudget, vil den ligge ud over den varslede huslejestigning, der sker som konsekvens af helhedsplanen.
Finansiering af helhedsplanen
Vil nogle af pengene på henlæggelses-kontoen blive brugt til finansiering af helhedsplanen?
Der er pt. ikke nogen midler på henlæggelses-kontoen. Afdelingens finanser vil blive gennemgået i samarbejde med afdelingsbestyrelsen, når helhedsplanens økonomi skal fastlægges og huslejestigning fastsættes.
Prøvebolig
Hvad skal der ske med den ene prøvebolig, som ikke kan lejes ud?
Det er lige nu i proces, og vi er ved at finde ud af det. Der er rejst forslag om anvendelse til fælleshus.